Stille…

Ihhh, hvor har jeg bare brugt mange sene nattetimer på at forberede dette indlæg. Flere af jer har lagt mærke til at der er meget stille her på bloggen (Det betyder meget I er så opmærksomme, tak for det). Jeg sidder her, midt i et stormvejr af alvorlig sygdom i den allernærmeste familie. Det gør avs og det er svært at skrive/tale om. Jeg har været/er ked af det, frustreret, vred, træt og ikke mindst handlingslammet. Jeg har virkelig ikke følt at jeg kunne bidrage med noget spændende til bloggen.

Stille ind!

Men det er ikke fordi jeg ikke har tænkt på bloggen – det har jeg, faktisk en hel del. For jeg er typen der lytter meget og gerne vil gøre alle glade og tilpasse. Men min “behagesyge har desværre gjort at bloggen indtil videre ikke været det frirum som jeg egentlig havde håbet. For jeg ved at min læsere også er min familie, venner og arbejdskolleger – og jeg vil så nødigt støde nogen eller udlevere dem og mig selv. Men det er også grunden til at bloggen er blevet lidt kedelig, monoton, tandløs og bare leverpostej. Og når livet så bliver alvorligt, bliver det svært at skrive, og her bliver så larmende stille…

Men nu er jeg så kommet til den konklusion at i stedet for at være stille, vil jeg prøve at stille ind…. stille ind på mit liv og hvad der foregår på den anden side af skærmen. Men det bliver svært, for in real life er det ikke hele tiden lutter neglelak og happy thoughts, hvilket også vil komme til at blive afspejlet på bloggen. Men jeg håber virkelig I har lyst til at følge med alligevel.

Ps. Ja, det er mig på billedet, dog i en noget yngre version 😉